Posts Tagged ‘Seminar’

h1

Trylleskolens Seminar Hos Pegani

11. marts 2011

Jeg har efterhånden omtalt trylleskolen.dk i rosende vendinger mere end et par gange her på bloggen. I dag skal ikke være en undtagelse – og så alligevel. Torsdag den 10. marts 2011 deltog jeg i trylleskolens seminar hos Pegani i Horsens. Lad mig bare gøre det helt klart med det samme, det var bestemt ikke kedeligt.

Klaus Mulbjerg (ham med sokkerne på billedet) og Peter Jakobsen betog alle tilstedeværende fra første sekund. Peter lagde ud med lidt klassisk rebmagi, som blev fulgt op af nogle tanker omkring trickets pointer. Jeg tror nok, at størsteparten af de tilstedeværende virkelig lærte noget om betydningen af et tricks opbygning, eftersom Peter strøede om sig med guldkorn bla. om vigtigheden af “før-efter-situationen”. Jo, her var virkelig nyttig viden at hente.

Herefter fik man i en lind strøm præsenteret forskellige tricks og gags tilsat de dybere tanker, som lå bag de viste tricks. Det var virkelig samtlige de 100 kroner værd, som aftenen inkl. spisning kostede hver enkelt tilhører. Fedt, fedt, fedt!!

Det bedste ved seminaret var dog, at alle kunne gå fra aftenen med noget ny viden i baghovedet – der var både lidt til fingrene og ikke mindst til hjernen. Hvor er det dog fedt at opleve to så velovervejede tryllekunstnere øse ud af deres store faglige viden fuldstændig ukrukket samtidig med, at de alligevel var meget lydhøre over for tilhørernes ideer og kommentarer. Jeg tror virkelig, at seminaret gav både den glade amatør og den topproffessionelle stof til eftertanke. Det skal også lige nævnes, at Klaus virkelig gav nogle gode prøver på sin krøllede hjerne, når det handler om sjove kommentarer og bemærkninger til de viste tricks. Ind i mellem fik hanvirkelig tryllet ægte latter frem hos alle i rummet, hvilket bestemt også er en kvalitet i sig selv.

Derudover var seminaret også givtigt i forhold til det sociale med at netværke blandt ligesindede. Det er altid fedt at opleve seminarer hos Pegani netop af den vigtige årsag, at det altid foregå i en hyggelig og venlig atmosfære. Men igen, det kan ikke siges nok: “Hvor er det dog fedt at opleve 2 så passionerede trylleskunstnere dele rundhåndet ud af deres enorme faglige ballast – 1000 tak for oplevelsen, det var FEDT!”

h1

Trylleskolen.dk – 20 Tricks Fra Tasken

8. december 2010

For snart et lille års tid siden åbnede Peter Jakobsen en dansksproget trylleskole på internettet. Her kunne man som trylleinteresseret blive undervist af nogle af dansk magis største navne bl.a Rune Klan og Joachim Solberg. Jeg har tidligere på bloggen omtalt trylleskolen.dk i meget positive vendinger. Det vil jeg sådan set fortsætte med – dog med den undtagelse, at man der siden åbningen er blevet udvidet med endnu et rigtig godt tilbud til alle med seriøs interesse i magi og trylleri: Klaus Mulbjergs 20 Tricks Fra Tasken.

For den nette sum af 300 kroner giver trylleskolen.dk dig adgang til 20 af Klaus’ helt særegne tricks. Først viser han de pågældende tricks for et levende publikum, dernæst bliver de enkelte tricks gennemgået meget minutiøst og på en særdeles pædagogisk facon. Men det som jeg faktisk synes bedst om ved gennemgangen af de 20 tricks, er, at Klaus også giver sig tid til at forklare typiske faldgruber ved deenkelte tricks. Så man får altså noget mere end bare en almindelig omgang trickforklaringer – det er fedt og meget værd for alle gode såvel som mindre gode tryllekunstnere.

Hvem er så denne Klaus Mulbjerg? Tja, personligt har jeg aldrig mødt manden (der skal ikke herske tvivl om, at jeg rigtig gerne vil møde ham), men af trylleskolens website kan man læse, at Kalus Mulbjerg er uddannet filosof og kunsthistoriker. Derudover har han en stor interesse til stort set alle genrer indenfor trylleri og magi, hvilket man også kan mærke i Klaus’ bog “Politikens Store Tryllebog”. Klaus er endvidere manden, som sammen med Rune Klan, skabte det succedfulde tv-program Hokus Fucking Pokus, som blev sendt på Kanal 5 i 2009.

h1

Trevor Lewis A Living Legend

1. september 2010

For et par år siden havde jeg den store glæde at opleve et seminar med den britiske tryllekunstner Trevor Lewis. Seminariet blev afholdt i forbindelse med et sommerudsalg hos Pegani i Horsens, og omhandlede så vidt jeg husker temaet “børnetrylleri” eller noget i den stil. Jeg kan huske, at jeg den gang blev meget fascineret Trevos Lewis’ evne til at holde sit publikum fanget sine relativt enkle rutiner til trods. Dernæst var jeg også meget betaget af det rent underholdningsmæssige aspekt ved Trevor lewis – han er altså en gudsbenådet perfomer.

I år ved sommerudsalget havde Pegani traditionen tro anrettet et lille bord med alle mulige og umulige DVD-udgivelser af mere eller mindre svingende kvalitet – det hele var sat ned med 50%. Se det var måske lige netop den gulerod, som fik mig overbevist om, at gå bunken af DVD’er på bordet nærmere efter i sømmene ….. det kunne jo være, at man var heldig at finde noget brugbart?!

Det var jeg (heldig altså). I bunken af de omtalte DVD’er fandt jeg en, efter min mening, lille guldklump, hvor Trevor Lewis præsenterer og forklarer en en kendt lille kortrutine: The Homing Card. Kort fortalt dukker spar dame hele tiden op blandt en nogle røde kort selv om, at man tilsyneladende fjerner kortet temmelig ofte. Hvordan dette lader sig gøre, skal jeg nok undlade at røbe her.

Til gengæld vil jeg gerne benytte lejligheden til at rose Trevor Lewis for hans helt enestående præsentation og efterfølgende forklaring af effekten. Oveni hatten viser samme Lewis, at han altså også mestrer en ret god second deal. Det havde jeg ikke umiddelbart troet, eftersom jeg hovedsagligt har anset Trevor Lewis for at være en børnetryller ….. intet er dog mere fejlagtigt, har jeg siden måtte erfare.

Hvis du står og mangler en sjov lille korteffekt, som kan snyde de fleste, så kan jeg ikke anbefale “The Homing Card nok – særligt i Trevor Lewis’ udgave.

h1

The Buck Twins

14. august 2010

Den 3. juli 2010 var Dan & Dave i København på foranledning af Pegani. Arrangementet var relativt hurtigt udsolgt, og når man ser billederne er man ikke i tvivl om hvorfor. Dan & Dave eller Buck-tvillingerne som de også kaldes, er personerne bag en række kortstunts på et meget højt plan.

Var jeg til stede den omtale dag i København? Næh, det var jeg ikke. Alligevel er det lykkes mig at få fingrene i den DVD indeholdende en række lecture-notes, som brødrene havde med på deres Europa-turné (og som efter sigende ikke skulle være mulig at købe hos din almindelige trylle-pusher). Hvordan jeg har fået fingre i denne udgivelse lader vi stå hen i det uvisse ….. jeg kan blot røbe, at her er tale om forholdsvis mange rigtig gode flourishes, moves, tricks og stunts. Kvaliteten af DVD’en kan der ikke pilles ved – den er bare iorden.

Til gengæld går der nok lige lidt tid inden, at jeg viser mit udbytte af DVD’en. De rutiner, som forklares undervejs på udgivelsen, kræver simpelthen træning, træning, lidt mere træning, hvorefter man kan slutte af med at træne det hele lidt mere endnu. Dette er både DVD’ens styrke og svaghed.

Svaghed: fordi mange nok gerne hurtigt vil vise lidt kortblær, hvilket stoffet absolut ikke egner sig til, der kræves som nævnt øvelse.

Styrke: fordi alle os nørder får en masse god inspiration, som vi kan sidde og nørde med i lang tid. Når man løber tør for ideer … så kan man lige sætte skiven i DVD-afspilleren og se det hele en gang til, hvorefter man helt sikkert har lidt at nørde videre med.

Lad mig her til sidst konkludere, at det kortblær, som Dan & Dave Buck havde med til København den 3. juli absolut var i særklasse – ganske som deres udgivelser i øvrigt.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.