h1

En Lille Troldmand

12. maj 2011

Egentlig har dette post ikke en levende fis at gøre med magi eller trylleri for den sags skyld. Jeg synes dog, at denne internetservice er så god, at den lige skulle mangfoldiggøres her på sitet.

Hvis du klikker her, kan du få et lille program, som kan integrere videoklip i fx mails. Med andre ord nu behøver du ikke nøjes med at linke til en given video på eksempelvis youtube – smart ikke?!

Reklamer
h1

Team Pegani

30. april 2011

Så skete det endelig – Peganis webshop fik et nyt design.

Ja, ja jeg ved godt, at det skete i mandags, men jeg har altså først haft tid til at få skrevet på bloggen pt. Det er måske ikke den største nyhed i det magiske univers, men eftersom Pegani altid har behandlet mig pænt, vil jeg også gerne rose deres nye design her på bloggen.

h1

En Brugerundersøgelse

14. marts 2011

Nu har min magiske blog efterhånden eksisteret et pænt stykke tid – derfor kunne det også være lærerigt for mig at finde ud af, om bloggen lever op til dine forventninger. Derfor vil jeg opfordre jer til at besvare det lille spørgsmål nedenfor:

h1

Et Lille Hint

13. marts 2011

Jeg har tidligere her på bloggen gjort opmærksom på steder, hvor man kan hente gratis tricks. I dag er ingen undtagelse.

Jeg er tilfældigvis kommet i besiddelse af et link til et sådan sted på nettet. Jamen, er det ikke i mod ånden blandt tryllekunstnere (altså man afslører ikke sine tricks)? Næh, det synes jeg ikke. Disse tricks ligger jo allerede på nettet. Hvis man ikke vil gøre brug af dem, så kan man jo blot undlade at bruge nedenstående link:

5 tricks for free

h1

Trylleskolens Seminar Hos Pegani

11. marts 2011

Jeg har efterhånden omtalt trylleskolen.dk i rosende vendinger mere end et par gange her på bloggen. I dag skal ikke være en undtagelse – og så alligevel. Torsdag den 10. marts 2011 deltog jeg i trylleskolens seminar hos Pegani i Horsens. Lad mig bare gøre det helt klart med det samme, det var bestemt ikke kedeligt.

Klaus Mulbjerg (ham med sokkerne på billedet) og Peter Jakobsen betog alle tilstedeværende fra første sekund. Peter lagde ud med lidt klassisk rebmagi, som blev fulgt op af nogle tanker omkring trickets pointer. Jeg tror nok, at størsteparten af de tilstedeværende virkelig lærte noget om betydningen af et tricks opbygning, eftersom Peter strøede om sig med guldkorn bla. om vigtigheden af “før-efter-situationen”. Jo, her var virkelig nyttig viden at hente.

Herefter fik man i en lind strøm præsenteret forskellige tricks og gags tilsat de dybere tanker, som lå bag de viste tricks. Det var virkelig samtlige de 100 kroner værd, som aftenen inkl. spisning kostede hver enkelt tilhører. Fedt, fedt, fedt!!

Det bedste ved seminaret var dog, at alle kunne gå fra aftenen med noget ny viden i baghovedet – der var både lidt til fingrene og ikke mindst til hjernen. Hvor er det dog fedt at opleve to så velovervejede tryllekunstnere øse ud af deres store faglige viden fuldstændig ukrukket samtidig med, at de alligevel var meget lydhøre over for tilhørernes ideer og kommentarer. Jeg tror virkelig, at seminaret gav både den glade amatør og den topproffessionelle stof til eftertanke. Det skal også lige nævnes, at Klaus virkelig gav nogle gode prøver på sin krøllede hjerne, når det handler om sjove kommentarer og bemærkninger til de viste tricks. Ind i mellem fik hanvirkelig tryllet ægte latter frem hos alle i rummet, hvilket bestemt også er en kvalitet i sig selv.

Derudover var seminaret også givtigt i forhold til det sociale med at netværke blandt ligesindede. Det er altid fedt at opleve seminarer hos Pegani netop af den vigtige årsag, at det altid foregå i en hyggelig og venlig atmosfære. Men igen, det kan ikke siges nok: “Hvor er det dog fedt at opleve 2 så passionerede trylleskunstnere dele rundhåndet ud af deres enorme faglige ballast – 1000 tak for oplevelsen, det var FEDT!”

h1

Et Nyt Nummer Af Pegasus+

8. marts 2011

Efter en af de mindre gode dage på jobbet var glæden så meget større, da jeg kom hjem, og opdagede det nyeste nummer af Pegasus+ (magasinet for trylleinteresserede skandinaver). Nu, hvor jeg har pløjet mig gennem tryllenørdens svar på Vogue første gang, kan jeg blot konkludere, at denne udgave af magasinet holder den sædvanlige høje og fede standard – tak for det.

Dette er jo ikke et blad, som blade er flest – du kan ikke købe det hos din lokale bladpusher eller låne det på biblioteket. Næh, dette blad er forbeholdt de få udvalgte. Dem med en ægte interesse i trylleri og magi. Du ved sikkert udmærket, hvorledes man kan få fingre i dette (for tryllenørder) must-have-magasin? I modsat fald må du aktivere dit tryllenetværk.

Dette nummer af Pegasus+ indeholder bla. en god artikel om Rune Klan (forfattet af Jesper Grønkjær), en tegneseriestribe med “Den Store Zardini”, anmeldelser af nye DVD’ere/bøger og mange andre nyttige tips og tricks. Blandt meget andet i magasinet er jeg meget imponeret af dette lille kortnummer, som Anders Møller præsenterer:

Næste gang vi skrives ved her på bloggen, er efter torsdagens seminar omhandlende trylleskolen.dk ved Pegani i Horsens – jeg glæder mig unægteligt.

h1

Dropbox – en smule magisk

3. marts 2011

– Jeg har fået en såkaldt smartphone!

– Nå, og…..? Ja, det har måske ikke så meget med magi at gøre – og så alligevel.

Forklaringen får du her!

Der findes nemlig en såkaldt applikation eller bare app (for nu at være lidt ung med de unge), som hedder dropbox. Kort fortalt er der tale om en slags virtuel USB-pen, hvor man får 2 GB plads stillet til rådighed kvit og frit. Man downloader et lille program til sin computer, hvorefter man kan gemme alverdens dokumenter, billeder osv. i sin dropbox oppe i skyen. Derefter kan, hvis man har applikationen på sin telefon, læse dokumenterne – ja sågar arbejde videre med dem og gemme dem på ny.

Jeg har brugt til at have lidt magisk litteratur liggende således, at jeg altid har en slags e-bog klar, hvis jeg lige skulle få lyst til lidt magisk læsning. Det er da smart, synes jeg.

Du kan læse meget mere om dropbox i artiklen, hvis du klikker her, du kan også springe artiklen over og gå direkte til dropboxen med de mange muligheder, ved at klikke dig videre her.